Danmarks  Veteraner - Viborg & Omegn

 

 

 

Danmarks Internationale Veteranorganisation

Startside

Kontaktpersoner

Fotoserier

Artikelarkiv

Tilbud

Historie

Link

Indmeldelse

Vedtægter m.m.

Lokaler

Mindesten

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kammeratskabsaften på Rindsholm Kro

Tirsdag den 12. marts afholdt flyverpræst Lotte Boas et spændende foredrag om sin tid som flyverfeltpræst på Libyen-missionens sidste hold.

I ”Baretten” var det fejlagtigst annonceret, at foredraget skulle omhandle konflikten i Syrien. Lotte indledte derfor med at omtale konflikten i Syrien, som er meget blodig og koster rigtig mange menneskeliv, hvor der formentlig er nogle der håber på der vil blive grebet ind på samme måde som overfor Libyen.


Feltpræst Lotte Boas.

Hun kom ind på forløbet det såkaldte ”Det arabiske forår” i en række lande, som mange steder blot har erstattet et diktatorisk styre med et andet, så der er formentlig lang vej endnu inden befolkningerne får demokrati som vi kender det.

Lotte fortalte herefter om sit ophold på Naval Air Base Sigonella på Sicilien, hvor hun var med på det sidste hold, der vendte hjem til Danmark i november 2011.

Danmark bidrog med seks F16 jagere, der i løbet af de syv måneder missionen varede, deltog i 600 missioner og der blev afleveret 923 præcisionsbomber. Opgaven blev løst af 344 danske soldater fordelt på fire hold.

Lotte fortalte bl.a. at flyvevåbnet var stolte over hvor hurtigt de var i stand til at reagere. Folketinget tog beslutningen om det danske bidrag den 18. marts og allerede den 19. marts fløj de seks danske fly mod Sicilien. Allerede dagen efter deltog der danske fly i den første mission

Der var stillet tre bygninger til rådighed, men den ene var så faldefærdig at den næsten var ubrugelig. Lotte viste billeder og fortalte om dagligdagen på flyvebasen.
Flyvevåbnet var stolt af deres indsats og Lotte omtalte nogle af de opgaver de danske fly deltog i. Det var danske fly der fløj den første mission og det var også et dansk fly der fløj den sidste.

Lotte fortalte det var hendes første udsendelse som feltpræst. Derfor gjorde hun sig umage med at sætte sig ind i de mange forskellige arbejdsopgaver der var på basen og var taknemmelig over at få lov til at være med overalt. Det gav samtidig en mulighed for at lære alle at kende.

Arbejdet som feltpræst blev også omtalt. Lotte fortalte at de gudstjenester hun holdt, var et rum hvor der var ro og deltagerne kun var mennesker overfor Gud og en tolkning af den hverdag man står i.
Lotte nævnte desuden at præsternes tavshedspligt kun måtte brydes, hvis de blev bekendt med noget der kunne koste en anden person livet.



Der blev afholdt en enkelt udflugt som gik til en bjergslugt langt oppe i bjergene, men da de efter to timers buskørsel nåede frem, viste det sig at slugten var lukket pga. regnvejr, der gjorde det farligt at gå derned. Hegnet viste sig at være let at passere og alle havde en rigtig god tur ned i slugten.

Dagen hvor det blev meddelt Gadaffi var dræbt var en meget speciel dag på basen. En havde sagt, at den måde Gadaffi blev dræbt på, ikke var det han kæmpede for, samt det stod langt fra hans humanistiske synspunkter. Han havde håbet på et retsligt efterspil mod Gadaffi.

Efter det spændende foredrag besvarede Lotte spørgsmål og aftenen sluttede med hyggesnak og kaffe.

Retur til startside

Danmarks Veteraner - Viborg og Omegn - e-mail: viborg@danmarksveteraner.dk